Ferskvand er livsvigtigt. Det overrisler vores marker, giver næring til vores industrier, fylder vores glas og er en del af hvert eneste øjeblik i vores dagligdag. Alligevel er det i stigende grad eftertragtet, ujævnt fordelt og truet af forurening, klimaforandringer og overforbrug. I de kommende årtier kan det meget vel blive den mest værdifulde ressource på jorden. Det bliver allerede kaldt blåt guld. Hvorfor? Hvordan kan vi foregribe dette paradigmeskifte?
En vital ressource under pres
Meget begrænset naturlig tilgængelighed
På alle kontinenter er spørgsmålet om adgang til ferskvand ved at blive afgørende for samfundenes stabilitet. Vandløbene er påvirket af forurening, overudnyttelse og aldrende infrastruktur. Kloden producerer ikke mere ferskvand, men behovet stiger i takt med befolkningstilvæksten og landbrugsproduktionen. I mange lande er vandtilgængelighed blevet et spørgsmål om offentlig sikkerhed og strategisk planlægning. Mindre end 3 % af verdens vand er ferskvand. Og kun en lille del er tilgængeligt for vores brug i hjemmet, i landbruget og i industrien. Alligevel stiger efterspørgslen konstant: befolkningstilvækst, urbanisering, fødevarebehov osv.
Denne situation er så meget desto mere bekymrende, da de vedvarende vandressourcer pr. indbygger falder hurtigt i mange lande. I Frankrig stiger presset på grundvandet år for år. Nogle departementer i den sydlige del af landet står allerede over for en delvis mangel på ferskvand i sommermånederne. I det 21. århundrede kan der meget vel opstå en ny type krise i forbindelse med vandforvaltning.
Voksende pres fra menneskelig brug
I takt med at ressourcerne bliver mere og mere knappe, bliver rationel vandforvaltning et centralt spørgsmål. Bevidstheden vokser i flere lande, som indfører nationale politikker for at forbedre distributionen, reducere tab og investere i infrastruktur. Produktionen af drikkevand såvel som den, der er knyttet til industriens behov, lægger et stort pres på reserverne. Vandkvaliteten er også truet, hvilket har direkte konsekvenser for folkesundheden og miljøet. Udfordringen er nu global. På den anden side er forsyningen stagnerende eller faldende, påvirket af mangel, tørke og øget fordampning på grund af stigende temperaturer. Resultatet er et stigende pres på vandressourcerne, både i Frankrig og andre steder. Vandforbruget intensiveres, og landbruget står stadig for næsten 70 % af det globale forbrug.
På denne baggrund opstår der brugskonflikter mellem sektorer: landbrug, industri, lokale myndigheder, privatpersoner osv. Situationen bliver endnu mere kritisk i tætbefolkede byer, hvor de tekniske midler til at bevare vandet stadig er utilstrækkelige. Overgangen til bedre ressourceforvaltning er derfor ved at blive en stor politisk udfordring.
Klimaforandringer som en forværrende faktor
Stadig mere uforudsigelige cyklusser
Eksperter i klimavidenskab advarer om en stigning i hyppigheden af ekstreme begivenheder. Klimaforandringerne skaber store ubalancer i de naturlige vandkredsløb. I nogle lande forsvinder vandet fra hele regioner, hvilket i høj grad påvirker menneskelige aktiviteter. Forbindelsen mellem klimaforstyrrelser og vandforvaltningsproblemer er ikke længere til debat. Det forstærker effekten af vandstress på globalt plan. Årstiderne bliver mindre forudsigelige, nedbøren mere uregelmæssig og floderne mere intermitterende. Vandets cyklus er ude af sync. Klimaforandringerne forstærker denne effekt ved at ændre den sæsonmæssige fordeling af nedbør, øge fordampningen fra overfladen og reducere de tilgængelige reserver. I Frankrig, som andre steder, bliver tørkeperioderne længere, hvilket skaber voksende spændinger mellem brugerne.
Stigende restriktioner og brugskonflikter
Vandkonflikter er stigende, selv i historisk stabile lande. I Frankrig indfører nogle kommuner allerede vandrestriktioner i flere måneder. Overalt i verden er der stigende spændinger omkring store vandinfrastrukturer. Kontrol med ressourcerne er ved at blive et strategisk spørgsmål for mange regeringer. Dette fænomen intensiveres i takt med, at adgangen til vand bliver en nøglefaktor for landenes økonomiske og sociale stabilitet. Om sommeren er vandrestriktioner ved at blive almindelige. I nogle regioner vokser konflikterne om vandforbrug, hvor landmænd, lokale myndigheder, privatpersoner og industrien alle kæmper om at få adgang til ressourcen. Disse spændinger er allerede synlige i Spanien, Californien og Israel, som er en pioner inden for afsaltning og genbrug af spildevand.
Som geografen Frédéric Lasserre, der er specialist i vandrelaterede konflikter, forklarer, kan disse lokale spændinger udvikle sig til regulære internationale konflikter, hvis samarbejdet ikke intensiveres. I denne sammenhæng er vand ved at blive et stort geopolitisk spørgsmål.
Verdensomspændende ulighed i adgang til vand
Ulig adgang på verdensplan
Kløften mellem Nord og Syd, når det gælder adgang til drikkevand, er åbenlys. Nogle rige lande nyder godt af højtydende offentlige tjenester, mens andre kæmper for at sikre en minimumsforsyning. Denne strukturelle ulighed skaber migration, giver næring til sociale konflikter og forhindrer bæredygtig udvikling. Adgangen til vand er blevet en indikator for et lands udviklingsniveau og er nu et centralt emne i internationale forhandlinger om grundlæggende rettigheder. Ifølge FN har næsten 2 milliarder mennesker ikke adgang til rent drikkevand. I 2050 kan mere end halvdelen af verdens befolkning leve i områder med vandstress. Denne ulighed findes både mellem og inden for lande. Befolkningen i landdistrikterne er ofte de første, der bliver ramt.
Adgang til vand er også et spørgsmål om rettigheder. I flere lande har borgerne ikke en offentlig service, der garanterer en retfærdig fordeling af vand. I Paris og andre europæiske storbyer er der indført offentlige forvaltningsmodeller baseret på princippet om universel adgang. Andre steder har multinationale selskaber overtaget kontrollen med ressourcen med meget forskellige virkninger afhængigt af konteksten.
Vand som et geopolitisk spørgsmål
Stater er begyndt at foregribe fremtidig vandknaphed ved at stramme deres kontrol over tilgængelige kilder. Nilen, Tigris, Eufrat og Jordan er blevet spændingsområder, hvor de internationale relationer bliver mere og mere anstrengte. Vanddiplomatiet er på fremmarch og kombinerer strategiske, økonomiske og humanitære interesser. Internationale institutioner bliver i stigende grad opfordret til at etablere samarbejdsmekanismer for at undgå vandkrige i det 21. århundrede. Hvis vand bliver en mangelvare, bliver det dyrt, strategisk og endda en kilde til geopolitiske spændinger. Flere lande er allerede gået i gang med at reservere vand, opkøbe vandrettigheder eller endda privatisere det. I visse regioner i Afrika, Asien og Mellemøsten ser vi allerede spændinger mellem stater over kontrollen med store floder eller grundvandsmagasiner på tværs af grænserne.
Forvaltning af grænseoverskridende vandområder er en udfordring for det internationale samarbejde. Der findes traktater, men deres anvendelse er stadig skrøbelig. I det 21. århundrede kan vand blive, hvad olie var i det 20. århundrede: en indflydelsesfaktor, et magtmiddel, endda en grund til krig.
En ressource, der skal beskyttes, forbedres og deles
Lokale løsninger er allerede i gang
I mange regioner viser lokale eksperimenter, at det er muligt at gøre en effektiv indsats for at bevare vandet. Lokale myndigheder, foreninger og virksomheder udvikler systemer, der er økonomiske, innovative og reproducerbare. Uddannelse i korrekt brug af vand er også ved at blive en stærk løftestang. Den territoriale tilgang betyder, at løsningerne kan tilpasses de lokale forhold, samtidig med at borgerne inddrages i den fælles forvaltning af denne livsvigtige ressource for planeten. Stillet over for dette presserende behov bliver de lokale initiativer flere og flere: opsamling af regnvand, reduktion af lækager, øget bevidsthed om vandforbrug, mindre vandslugende landbrug. Byer som Paris og Montpellier investerer i at modernisere deres netværk for at begrænse tab og garantere kvaliteten af det vand, de distribuerer.
De fleksible tankes rolle i omstillingen
Uanset om de bruges i stor skala eller i individuelle projekter, bidrager fleksible cisterner til intelligent håndtering af ikke-drikkevand. De gør det muligt at opfylde husholdningernes behov uden at øge presset på de offentlige netværk. Dette system er især relevant i landområder og regioner, der er udsat for gentagen vandstress. Da de er nemme at installere, og da de er rentable på lang sigt, bliver de en stadig mere integreret del af planerne for økologisk omstilling. Fleksible cisterner kan f.eks. bruges til at opbevare regnvand til brug i hjemmet eller i lokalsamfundet. I tørkeperioder er de et pålideligt, omkostningseffektivt og brugervenligt alternativ. I Frankrig udstyrer flere og flere husholdninger sig selv for at sikre deres forsyning af ikke-drikkevand og reducerer dermed deres afhængighed af offentlige tjenester.
Bevægelser tilgængelige for alle
Selv på et individuelt niveau kan alle spille en rolle i at bevare vandet. At udstyre sit hjem med perlatorer, overvåge sit forbrug, undgå spild og genbruge gråt vand er alt sammen enkle tiltag. Denne kollektive indsats har en reel kumulativ effekt. De tjener som en påmindelse om, at vand, selv om det er gratis i sin naturlige form, har høje produktionsomkostninger og fortjener konstant opmærksomhed i vores livsstil. Enkeltpersoner kan også gøre en indsats: ved at tage kortere brusebade, bruge miljøansvarlige systemer, vælge produkter, der respekterer ressourcen, eller simpelthen ved ikke at spilde vand. Vand bør ikke længere ses som en uudtømmelig ressource. Det er dyrebart og skrøbeligt, og det kræver daglige handlinger at bevare det.
På vej mod en global handlingsplan
Ferskvand, som så længe er blevet taget for givet, er hurtigt ved at blive et stort globalt problem. Ligesom olie i går former det nu politikker, territorier og vores livsstil. Det blå guld er ikke en myte: Det er allerede en realitet for millioner af mennesker.
Vand er kernen i menneskelig udvikling og fortjener en retfærdig, bæredygtig og fælles forvaltning. Frankrig og andre lande skal spille deres fulde rolle i det internationale samarbejde for at garantere retten til vand for alle. Videnskaben, politikken og de tekniske ressourcer findes: Det, vi har brug for nu, er en virkelig global handlingsplan. For fremtiden vil også udspille sig ved vandhanen.
